Spørgsmål:
Hej. For under en uge siden fik jeg fortaget en abort..
lige før aborten og efter aborten var jeg meget ked af det.. jeg har grædt flere timer hver dag de sidste 4 dage og jeg tænker bare på nu om det var det rigtige at gøre..
Jeg er ikke særlig gammel, blir 16 snart. Men at få et barn har altid været min største drøm, jeg var i et fast og godt forhold med faderen, men vi besluttede at holde en pause før vi fandt ud af at jeg var gravid. Da jeg så fortalte ham det var det første han sagde var at jeg skulle få en abort og vi var meget uenige om alting.. Størstedelen af dem jeg snakkede med om det sagde abort og jeg følte mig på en måde presset til det..
skal lige siges at jeg var i 10+2
Nu er jeg simpelthen så ulykkelig hvor jeg har fået det fjernet... Min eks kæreste og jeg har fået snakket om det og har egentlig begge to på en måde fortrudt..
Men det kan ikke ændres, men alle steder ser jeg gravide, og alting får mig til at tænke på den lille engel der var i min mave.. Jeg har simpelthen så meget skyldfølelse og føler mig som det ondeste menneske i verden, og er stoppet med at spise fordi det går mig så meget på, jeg sover bare hele tiden...
Kan ikke holde smerten ud, hvad gør jeg?...
Svar:
Hej. Du har lige fået en abort og nu er du ulykkelig. Du følte dig på en måde presset til aborten og nu betaler du prisen, bla med meget skyldfølelse. Du er meget ung og det er almindeligt at omgivelserne opfordrer unge gravide til abort. Mange er ikke klar over abortens høje pris. Ja, det er tidligt at blive mor som 16-årig, men når man har et sexliv er sandsynligheden for graviditet tilstede. Og abort er et alvorligt valg, det handler jo om et lille ufødt barn. Derfor får de fleste kvinder det også psykisk svært efter en abort. Enten lige efter, ligesom dig, eller senere. Typiske reaktioner er sorg, savn, tomhed, skyld og vrede, hvis man blev presset. Reaktionerne har forskellig varighed. Dine reaktioner er helt almindelige og forståelige. Jeg vil opfordre dig til at være tålmodig med dig selv. Du kan få det bedre, men der kan gå lang tid. Tag dine tanker og følelser alvorligt. Fortsæt med at tale med din ekskæreste og andre fortrolige om, hvordan du har det. Nogle, der tager dig seriøst. Du kan skrive noget ned om, hvordan du har det. Skriv evt noget til det lille ufødte liv. Nogle har glæde af at tale med en præst om skyld og tilgivelse fra Gud, det hjælper dem videre. Hvis du har lyst til det, kan Abortlinien henvise til en præst i nærheden af dig. Andre har glæde af at tale med en psykolog, hvis det er en, der kender til de svære følger af abort. Tal med din læge om henvisning til psykolog. Læs evt i Abortliniens brevkasse om andres erfaringer med abort. Du er velkommen til at skrive igen til post(at)abortlinien.dk. Du kan også ringe til Abortlinien 48394848.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål:
Er det normalt at man har behov for at tænde lys den dag "aborten" kunne være født.(Har givet denne navn og kønsbestemmelse, trods det at jeg fik aborten i uge 13/14.
Ved godt det var selvvalgt, men ikke helt -følte mig nok lidt presset fra min families side. De er nu 4½ år siden og jeg har det til tider super svært, når mange i min omgangskreds skal have børn.
Jeg ønsker mig brændene et barn, men min nuværende kæreste (på 2. år) vil at vi venter. Han bliver frustrert og sur og forstår ikke min tristhed over når andre får børn eller hvis vi ved et "uheld" er nødt til at tage en fortrydelsespille. Det gør så ondt indeni at stå overfor dette.
Hjælp mig med om det er okay at jeg tænder lys? -har bare brug for at der er et lille liv.
Min nærmeste familie ved ikke jeg har behov for det, men ville da være en befrielse hvis de vidste at jeg faktisk har det således, men ved ikke hvordan jeg skal få det sagt?
Jeg har aldrig fået hjælp til at snakke om aborten -ved ikke om det er for sent nu?
Svar:
Hej! Det, du oplever, er helt normalt. De fleste kvinder, der får abort, får det efterfølgende svært psykisk i forskellig sværhedsgrad. Det kan være lige efter aborten, det kan komme senere og det kan vare kortere eller længere tid. Typiske reaktioner er sorg, savn, tomhed, skyld og vrede, hvis man blev presset. At det er svært at forholde sig til andres graviditeter og børn er helt normalt, selvfølgelig, det rør jo ved noget der gør ondt indeni en selv. At være bevidst om termindatoen er også meget almindeligt. En abort er en alvorlig sag, det handler jo om et lille ufødt barn. Derfor bliver en abort for mange en tung livsbagage. Mange fortryder deres abort og ønsker at blive gravid hurtigt igen. Du har behov for at tænde et lys. Ja, hvorfor skulle der være et problem i det? Du har aldrig fået talt ordentligt om din abort og det lyder  til, at du også har behov for. Efter en abort har man ret til en støttesamtale, det formidles gennem ens læge. Jeg vil opfordre dig til at tale med ham/hende om, hvordan du har det og om din mulighed for en psykologsamtale. Du vil gerne fortælle din familie, hvordan du har det med din abort og det lyder til at være en meget god ide, særligt da de har været involveret ved at presse dig lidt til aborten. Din kæreste forstår ikke dine reaktioner og dit ønske om et barn. Det er ikke ualmindeligt, at det er sådan for fyre. Måske har det også at gøre med, at det var en anden, der var far til barnet end ham. I hvertfald må det være svært for dig, at du ikke kan dele din smerte med ham. Vigtigt er det, at du taler med en eller nogle, der ikke neglisere dine tanker og følelser, men tager dem alvorligt. Nogle har glæde af at tale med en præst om skyld og tilgivelse fra Gud, de oplever herved at blive sat fri fra det der tynger. Hvis du har lyst til det, kan Abortlinien henvise til en præst i nærheden af dig. Måske er det en hjælp for dig at skrive noget ned om hvad du føler og tænker, evt skrive noget ned til det lille liv. Du kan også læse i Abortliniens brevkasse om andres erfaringer med abort. Lad evt din kæreste læse med, så han kan forstå, at dine reaktioner er helt normale og at du ikke får det bedre ved at fortrænge, det der gør dig ked af det.
Du er velkommen til at skrive igen til post(at)abortlinien.dk
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål: 
Hej.  Det hele startede med at jeg skulle på ferie med nogle jeg boede sammen med, jeg havde ikke fået min mens. men jeg tænkte at jeg kunne ha haft lidt stress over at skulle pakke og på ferie vi var der nede i 14 dage. det var over 1½ månede siden jeg havde haft min mens. jeg snakkede med en vininde om det men hun sagde bare man skulle passe på med ikke at tro man var gravid for så kunne man føle at man var det. vi kom hjem fra ferie, og jeg stadig ikke havde fået det tænkte jeg bare for at være sikker jeg ville tage en test.
den var posetiv jeg græd men ikke fordi jeg var glad men heller ikke sur, jeg ville bare ikke være det allerede som 17 årig):
jeg boede på et opholds sted på det tidspunkt men jeg viste ikke om jeg skulle fortælle dem det, for hvad hvis de blev sure eller bare ville bestemme ? jeg tog i skole efter jeg havde taget testen, jeg gik heledagen og tænkte på hvem jeg kunne snakke med det om. Jeg ringede til en mine pædagoger mens jeg var i skole og sagde hun skulle komme og hente mig for jeg havde det dårligt og skulle snakke med hende. Jeg tog testen og smed den forand hende, hun kiggede på mig jeg græd og råbte hvad skal jeg gøre )':
hun sagde at jeg skulle få sagt det til barnets far. jeg skrev til ham sket er sket og jeg vil have barnet for er 100% imod abort. man han blev ved med at sige at det var min egen skyld, men som jeg godt viste var jeg jo ikke jomfru maria kunne jo ikke selv gære det. Han var rigtig sur i laaang tid jeg fik trusler fra både min eks og hans storebror om at hvis jeg ikke tog på sygehuset og fik en abort skulle de nok komme og gøre det for mig, jeg var bange for hvad hvis de mente det, hvad hvis de slog barnet ihjel :( jeg fik en abort på sygehuset ?? var det det rigtige valg jeg tog ?
Svar:
Hej. Sikke svært du har haft det og stadig har det. Det er tidligt at blive gravid som 17-årig, men du er imod abort og ville beholde barnet. Din eks og hans bror truede dig og derfor fik du en abort. Nu er du i tvivl, om du tog den rigtige beslutning.
Jeg vil opfordre dig til at passe bedre på dig selv. Overvej, om du skal vente med sex til du er klar til at blive mor. Hav kun sex med en god fyr, som du ved, du har en fremtid sammen med og som vil tage sit ansvar på sig, hvis du bliver gravid.
Din eks og hans bror skulle meldes til politiet, det er ulovligt at komme med sådanne trusler.
Nu sidder du tilbage og har det skidt. Gjort er gjort. Du tog et valg imod din egen vilje og overbevisning. De fleste piger/kvinder har det svært efter en abort og hvis man ikke ønskede aborten bliver reaktionerne ofte værre. Typiske reaktioner er sorg, savn, tomhed, skyld og vrede. Måske genkender du noget af det. Det du kan gøre, er at have tålmodighed med dig selv og tage dine følelser alvorligt. Evt kan du skrive noget ned om, hvordan du har det. Og tal med nogle fortrolige, der vil lytte til dig og anerkende dine følelser. Nogle har glæde af at tale med en præst om skyld og tilgivelse. Hvis du har lyst til det, kan Abortlinien finde en præst i nærheden af dig. Din læge kan evt henvise dig til en psykolog.
Du er velkommen til at skrive igen til post(at)abortlinien.dk. Du kan også ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske 

Spørgsmål:
Fik en medicinsk abort (Var 7 uger henne) her for lidt over måned siden og bløder stadig.. er det normalt?? er mega bange for der er gået noget galt..
Svar:
Hej. Hvis din blødning ikke er aftagende, synes jeg, du skal kontakte din læge.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål:
jeg har netop fået fortaget en abort, og sidder nu tilbage med følsen af skam, skyld, sorg og lettelse..Jeg valgte abort, da jeg lige flyttet fra min kæreste, lige startet på ny uddannelse og af frygt for at jeg ikke kunne forsørge barnet.. Har i forvejen en datter på 14mdr, og det sværet og klare sig på su med et barn..Jeg var bange for at hvis jeg valgte barnet, vil jeg ikke få taget min uddannelse.. jeg er 26, så det er jo på tide.. Jeg var bange for at ende som min mor med to børn alene og på bistand.. Der er ingen tvivel om, at dette har været den sværeste beslutning jeg nogensinde har taget i mit liv, og jeg ville ønske at tingene kunne ha været anderledes. Jeg er meget mod abort, men følte mig præsset til at tag mit valg.Jeg følte at jeg først måtte tænke på det barn jeg har.Håber at jeg lære og leve med det, og ikke kommer til at fortryde det resten af mit liv.. Abort burde forbydes. Og de penge og tid der bliver brugt på aborter, burde bruges på de mødre som trænger til hjælpen..jeg er rystet over at der bare bliver fortaget aboter uden at man bliver spurgt, hvorfor man gør det, og om man har tænkt det ordenlig igennem. Eller for den sags skyld giver oplysninger om ens muligheder, hvis man valger og beholde barnet.JEG BLEV ALDRIG SPURGT..Det er mit indtryk, at mange desværre får aborter fordi de ikke kender til de muligheder for hjælp som findes. Jeg tænker meget på det liv jeg har fået fjernet, og tænker især på om det led under aborten.. Mon de små foster lider, eller sover de, når mor er lagt i nakose???? Jeg har 2 børn nu. En levende og en død. Og JEG ELSKER DEM BEGGE..Kh en knust mor..
Svar:
Hej. Du er en knust mor, fordi det ene af dine børn nu er død. Du er meget imod abort, men valgte det alligevel, fordi du følte dig presset af dine forhold. Nu er du lettet, men mærker smerten og frygter, at du vil fortryde aborten resten af dit liv. Du oplever nu smerten efter valget af abort, en smerte som du deler med mange kvinder. De fleste kvinder får det psykisk svært efter abort. Du tænker på, om fosteret led under aborten. Hvis du spørger på sygehuset, vil de nok svare: “Nej” eller “Det ved man ikke”. Men amerikanske ultralydsscanninger foretaget under abort, viser, at det lille foster kæmper imod. Og nogle undersøgelser viser også, at meget unge fostre kan mærke smerte. Hvorfor bliver kvinder, der overvejer abort ikke informeret om dette? Eller om risikoen for dette? Og hvorfor er du ikke blevet ordentligt informeret om dine muligheder, hvis du beholdte dit barn? Og hvorfor er det ikke standard at alle bliver spurgt, om de har overvejet en så stor beslutning meget grundigt? Jeg kan godt forstå din harme over abort-forretningsgangen. Faktisk er læger forpligtet på, at oplyse om hjæpemuligheder, når en kvinde søger om abort. Men hvorfor er det så svært at informere ordentligt om abort og om kvindens typiske reaktioner efter abort? På alle andre områder indenfor sundhedsvæsenet lægger man alle relevante pålysninger frem, så patienten kan træffe sit valg udfra informationerne. Det handler nok om, at ingen bryder sig om abort, fordi de ved, det handler om et lille ufødt liv. Det prøver man at fortrænge, man lægger ansvaret fra sig og passer på ikke at sige noget politisk ukorrekt om abort. Blot det at forholde sig spørgende til en kvindens valg, vil mange finde upassende, fordi de er bange for at man skal tro, de er imod abort. Men mange abortsøgende kvinder er usikre i deres valg og har brug for hjælp til at vende de mange svære spørgsmål og ikke mindst, få at vide hvilke hjælpemuligheder de har.
Hvad skal du gøre nu? Du skal have god tålmodighed med dig selv, du kan få det bedre, men det kan tage lang tid og aborten vil altid være en del af din livsbagage. Har du nogle fortrolige at tale med? Nogle, der ikke vil neglisere dine følelser og tanker? Prøv evt at skrive noget ned om, hvordan du har det. Skriv evt noget til det lille ufødte liv. Nogle har glæde af at tale med en præst om skyld og Guds tilgivelse, derved oplever de at blive sat fri til at leve igen. Hvis du er interesseret i det, kan Abortlinien henvise til en præst i nærheden af dig. Nogle har glæde af at tale med en psykolog, tal evt med din læge om en henvisning.
Læs evt i Abortliniens brevkasse om andres erfaringer med abort.
Du er velkommen til at skrive igen. Du er også velkommen til at ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om, hvordan du har det.
 
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål:
Jeg var sammen med min ekskæreste i 4 måneder, tog p-piller og fik min menstrution reglmæssigt. Havde ikke tænkt over mine ømme bryster og vorter + min mens. Ikke havde været der et stykke tid, følte at det ikke var så lang tid siden jeg havde haft det sidst. Tog for sjov en graviditetstet sammen med min søster, hendes vidste først positiv og vi grinede til min lavede samme positive streger, kunne ikke lade vær med at grine og græde. Jeg var gravid og var lykkelig, vidste med det samme jeg skulle beholde min baby. Ringede straks til ekskæresten da var min kæreste dengang om vi ikke kunne mødes hos ham, fortalte ham nyheden og vi var begge glade og spændte. Kæresten og jeg skulle over til hans forældre og fortælle om babyplaner, du var stille og bestemt ikke glade, da vi kom hjem sagde kæresten at det var vores valg og ikke hans forældres. Nogen gange efter ville hans far snakke med ham, da kæresten kom hjem efter besøg hos hans far sagde han at han ikke ville havde det alligevel, jeg blev knust og der var intet at gøre. Ringede til lægen og fik en tid nogen dage efter den forvirrende negative ændring i vores planer. Lægen henviste mig til et center den. 4 dec. Hvor jeg blev scannet og skulle have en pille som stoppede prosessen, græd og græd det var umuligt for mig at sluge pillen, så ked var jeg. Vi aftalte at komme tilbage dagen efter den. 5 dec. 2007 - slugte pillen og græd, kæresten efterlod mig og jeg måtte selv tage hjem, han skulle være sammen med nogen kammarter. Kom hjem og kastede op, men der var gået over 1. Time, så var stadig igang sagde lægen. Efter 2 stik piller var jeg igang med følsen af plukveer og modtog en besked fra kæresten, han slog op og han ville bare se mig tage pillen og sluge den, kun derfor han tog med. Græd og lå derhjemme alene med min mors støtte uden at kunne gøre andet end at se på hendes datter lå med smerter og var igang med at abotere.

I prosessen ville jeg hverken snakke eller se på nogen som helst, ville bare være mig selv, for hadede mig selv for det valg jeg blev tvunget til. Tanken om selvmord gik jeg tit med. Det brev der fulgte med fik jeg ikke læst da jeg ikke kunne fokusere på andet end mit barn blev drabt. Fik ingen hjælp af læger bagefter, lukkede mig selv helt inde. Nu er der ca. Gået 4 siden aborten og får depration op til december måned, har gået med det lige siden, har ingen hjælp ville have for hvis jeg kunne klare en hjemme abort kunne jeg også klare mig selv bagefter og leve videre. jeg DR's te min engel :(

Hvis der sidder en med en ligende oplevelse, har jeg ondt af dig, vil hellere end gerne snakke og lytte ingen skal igennem det jeg har været og andre har været igennem, abort burdte forbydes og stadig have atoptivforældre...

Er det forsent at håbe eller bede op hjælp !!! - jeg beder dig :'(

Spørgsmål:
Jeg er ny her inde og jeg prøver at gøre mit bedste, men her kommer det.
Jeg startede at kommer sammen med min kæreste som jeg er sammen med nu. Vi har godt nok kendt hinanden (i følge en kalender 6måneder, men forholdet har kun været vi har været sammen i 3måneder)fordi at det kun har været mere et weekend forhold. men jeg endte med at blive gravid og jeg finder ud af det da jeg kommer hjem efter ferien. Jeg bliver utrolig meget lykkelig og jeg fortæller det til min kæreste med det samme. Han siger han blev glad( men ikke med arme i vejret) men vi bliver enig om at beholde det. Mens jeg er gravid begynder jeg at blive mere og mere usikker på om han virkelig ville det.
Vi har i forvejen knas i forholde, På et tidspunkt er vi ude hos mine forældre, og vi få et meget skænderi, ( det skal lige siges at han havde lovet mig med at hjælpe min far med at bygge noget i haven, og vi havde aftalt at i mellem tiden skulle min mor og jeg passe hans søn. men det endte med at det ikke blev til noget)i vores skænderi hvor han siger i sur hed at ; han ville søger for at han få den fulde forældremyndighed. Det gør mig meget ked af og bange og det ender med at jeg tager min bil og køre væk mens han bliver hos mine forældre i få min men han beslutter sig for at ringe efter sin bror. Jeg når at komme tilbage inden de køre og jeg får overtalt ham til at blive hos mig så vi kan få snakket ude om det. men sener i forløbet køre det op og ned. Jeg i mellem tiden også mistede mit arbejde. så tankerne køre rundt. det ender med at jeg kan ikke samle mine tænker og jeg bliver mere og mere usikker på når vi allerede skændes om alt om det ville blive bedre. vi bor ikke samme og langt fra hinanden. og jeg var bange for at blive alene og stå med det hele selv. han er tømmer og hans arbejde ligge en time fra hans hjem. jeg er trykhed narkoman og vores skænderier gik meget ud på jeg ville gerne se noget mere til ham men han kunne ikke gi sig til at komme hjem og sove hos mig eller ham selv. han brugt undskyldingen at han var fysisk træt. jeg ville gerne have en "en familie far". altså det kan godt være at han er træt men bare det at man ligger i ske eller han bare er hjemme så man kan spise sammen og sådan. men på en hele uge sås vi en onsdag eller torsdag ellers var det kun weekend..
Men jeg ender med at jeg tager den beslutning alene at jeg vælger at tage en abort, uden at informere ham ind i det. han er imod abort. men jeg har fået det fjernet. jeg fortalte ham det nogen dage efter men først til den dag vi havde mulighed for at være sammen jeg synes det er ufedt og sms det eller ringe om det. men hele weekenden ender med at bliver mere og mere kold over for mig. jeg ville prøve at holde om ham men han tager bare begge hænder i lommen og siger han har ondt i ryggen. men det ender med at han tager på arbejde igen når weekenden er gået og han skriver sms til mig at han ville holde en pause. han svarede mig på min smsér men ikke når jeg ringer. dagen efter (i dag), svare han på sms, men selvom jeg ringer til ham tager han ikke sin tlf. men jeg har ikke hørt fra ham siden kl16 jeg har svært ved at bare give slip på ham. han har blokeret mig på hans tlf så når jeg ringer man han modtager min sms. når jeg ringer til ham fra nette skype har han også blokeret mig. jeg kan ikke komme overhovedet ikke i kontakt til ham. han har givet udtryk for at han ville have en pause på 14dag. jeg ved ikke om jeg er købt eller solgt. han siger at der er 50%/50%. jeg kan godt forstå at han er ked, sur og skuffet. over jeg tog en beslutning uden at informere ham. men han siger jeg tog hans barn fra ham, jeg drabte hans barn. han sendte en sms til mine forældre og kalder dem for morder. han mener at de er indblandet og overtalt mig til det, de har kun rådet mig og hvad der ville være bedst for mig. jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med?? håber at du kan forstå det det jeg har skrevet....... jeg elsker ham rigtig meget
Svar:
Hej. Det lyder til at være meget svært for dig med jeres forhold. Pga svingninger i forholdet valgte du en abort, selvom I havde besluttet Jer for at beholde barnet og selvom du vidste, at din kæreste var imod abort. Jeg kan godt forstå, at det var svært for dig at overskue at skulle være mor, når Jeres relation var så svær. Men jeg kan også forstå, at din kæreste har meget svært ved at fortsætte Jeres forhold, når du har fået en abort (“drabt hans barn”) uden at involvere ham. Hvordan har du det med aborten? Du skriver, at du godt kan forstå din kæreste, hvad tænker du om hans reaktion på aborten? Du skriver, at du elsker ham meget, det er måske svært for ham at tro på eller erfare efter en så voldsom handling, som en abort er. Har du fortrudt aborten? Har du bedt din kæreste tilgive dig? Hvis han kan tilgive dig og ønsker at fortsætte Jeres forhold, så har I nok brug for at arbejde en del med jeres forhold og har nok også brug for hjælp, fx i form af et PREP-kursus, det kan du læse om på nettet. Du er velkommen til at skrive tilbage til post(at)abortlinien.dk
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål:
Hej! Jeg vil gerne som en, der lige har fået fortaget en abort, dele nogle ting jeg har oplevet, med andre læsere på jeres hjemside. I alt mit kaos i mit hoved er der nogle ting jeg idag ville ønske, jeg havde lagt mærke til på jeres hjemside.
For det første har jeg fundet ud af, at jeg har haft en gravitiets depression. Gravitiets depression kan starte fra dag 1, har jeg fundet ud af, men det vidste jeg bare ikke før det var for sent.
Den gratis pjece, I har, lagde jeg bare ikke mærke til. Og faktis forstå jeg ikke hvorfor jeg ikke fik den i hånden hos min egen læge eller på hospitalet. Begge steder vidste de, at jeg var i så meget tvivl. Jeg blev aldrig rådgivet til at ringe til mødrehjælpen eller abortlinien. Jeg ringede til abortlinien efter min abort, men før - i alt min kaos i hoved  - kunne jeg bare ikke se det. Jeg fangede ikke man kunne ringe til nogen før aborten.
Jeg ville have gjort alt for at få en samtale med en som var specialist i abort før, jeg tog den endelig beslutning. Jeg vist bare ikke det var muligt.
Jeg vil gerne gøre en forskel, hvis jeg kan. Som en, der har været på jeres hjemside gennem en svær tid, vil jeg så gerne dele hvad jeg lagt mærke til og ikke lagt mærke til. Man tænker ikke rationalt når man er midt i denne beslutning.
Det eneste grund til jeg sende denne mail er at prøve at hjælpe en anden.

Spørgsmål: 
Hej, jeg er en ung pige på 20. Jeg fik en abort 25 januar i år, lige siden jeg har fået den abort græder jeg hele tiden når jeg ser små børn eller ser film/fjernsyn, jeg kan ikke snak med min kæreste eller venner uden jeg begynder at græde. Jeg har en depression i forvejen pga af jeg mistede min mor som 16 årlig.
Ved ikke jeg skal gøre, kan ikk snak med min kæreste om det uden han bliver sur
Svar:
Hej. Det er svært at være dig. Du er ked af det efter din abort og det er helt normalt, at du er det. Abort handler om et lille liv, der ikke lever mere og det er naturligt, at det gør ondt på hende, der har fået aborten. De fleste kvinder får det psykisk svært efter en abort, sværest er det for dem, der var i tvivl om deres valg. Reaktionerne kan variere i styrke og varighed. At du i forvejen havde en depression har nok gjort det endnu mere svært for dig. Typiske reaktioner er sorg, savn, skyld, tomhed og vrede, hvis man blev presset. At det er ekstra svært at forholde sig til andres graviditeter og små børn er helt normalt. Prøv at have tålmodighed med dig selv, du kan få det bedre, men der kan gå lang tid og aborten vil altid være en del af din livsbagage. Det virker urimeligt, at din kæreste ikke vil tale med dig om aborten. –Det er jo også hans ansvar. Men det er ikke unormalt, at fyre reagerer sådan. Måske har han dårlig samvittighed over, at I valgte aborten? Eller over at det måske var ham, der mest ønskede det? Har du ikke en forældre eller veninde, der vil lytte til dig og tage dig og din reaktion alvorligt? –Det gør jo ikke noget, at du græder, det er jo bare udtryk for, hvor svært det er for dig.
Prøv evt at skrive noget ned om hvad du føler og tænker. Skriv måske noget til det lille liv.
Nogle har glæde af at tale med en præst om skyld og tilgivelse og oplever det, som en hjælp til at komme videre. Hvis du har lyst til det, kan Abortlinien henvise til en præst i nærheden af dig. Nogle har glæde af at tale med en psykolog. Efter en abort har man ret til en støttesamtale, det kan man få igennem sin læge. Har du talt med din læge om, hvordan du har det?
Du er velkommen til at skrive igen til post(at)abortlinien.dk, du kan også ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål:
hvornår må man have sex efter en medicinsk abort
Svar:
Hej. Pga infektionsrisiko bør du vente til blødning er ophørt.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål:
Hvor er det fantastisk, at der findes en hjemmeside som denne. Jeg har efter min abort følt mig noget så alene. Jeg har haft en negativ reaktion efter aborten, trods den stærke person jeg ellers er. Jeg har aldrig forstået de folk med depressioner. Men det gør jeg nu. Så derfor vil jeg gerne sige tak for at jeg kan gå herind og se, at der er andre i samme situation som mig. Jeg var desværre sammen med en anden fyr. Min kæreste og jeg havde ellers forsøgt at få et barn i 2 år,uden det er lykkedes - og så sker det endeligt, men måske med en anden. Min kæreste ville pludselig heller ikke have barnet, så jeg måtte få den abort, både fordi kæresten ikke ville have barnet og fordi jeg var i tvivl om, hvem faren egentlig var. Jeg elsker min kæreste rigtig højt. Men skyldfølelse er der masser af ! Føler mig egoistisk og at jeg bare siger "dur' ikke" til et barn, føler det er MØG forkert af mig. Jeg er bange for, at det vil straffe mig senere i livet. Men jeg vil sige, at tiden heler. Og jeg taler med folk om det og det hjælper. Jeg har talt med min kæreste, den fyr jeg så og mine veninder, de forstår mig ikke helt, men jeg kommer af med en masse tanker. Men en abort vil jeg ikke anbefale. Jeg kunne forstå på lægen at der skal gå 6 måneder efter aborten til man må forsøge igen,korrekt? Kan man tjekke en mands sæd for kvaliteten?
Svar:
Hej. Tak for dine ord om brevkassen. Ja, du er en af de mange, der betaler en høj pris for en abort og har erfaret, at abort ikke er løsningen trods en vanskelig situation. Det er godt, du har folk omkring dig, som du kan dele dine tanker og følelser med. Det er vigtigt at tage sine reaktioner meget seriøst, ellers kan aborten blive en tung livsbaggage. Du nævner, at du har megen skyldfølelse. Det er også en naturlig reaktion efter en abort. Nogle har glæde af at tale med en præst om skyld og Guds tilgivelse og oplever herefter at blive sat fri af skylden. Du kan overveje, om det er noget, du har lyst til. I så fald kan Abortlinien henvise til en præst i nærheden af, hvor du bor. Du kan skrive igen til post(at)abortlinien.dk
At der skal gå 6 mdr. efter en abort til man kan forsøge graviditet igen har jeg ikke hørt om. Hvis der ikke har været komplikationer kan man forsøge igen efter man har haft sin menstruation. Når et par er bliver udredt for ufrivillig barnløshed indgår undersøgelse af sædkvaliteten. Tal med jeres læge, hvis I ønsker at få din kærestes sæd undersøgt.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål:
Det er flere år siden, at jeg fik foretaget en abort. Jeg ville gerne have haft beholdt barnet, men rent rationelt og af hensyn til vores tre børn, var det, udefra set, bedst, at få det fjernet. Alligevel følte jeg mig presset af min mand, nu eksmand. Under den medicinske abort mistede jeg meget blod, og blev indlagt med en blodprocent på 4; måtte opereres og modtage blodtransfusioner. Det var en voldsom oplevelse. Min mand har aldrig villet tale om dette forløb, og har end ikke nævnt det for sine søskende. Til gengæld har jeg været ked af det, hvilket, tilligemed andre forhold, har belastet vores forhold. For et lille års tid siden flyttede vi til et rigtig dejligt hus, med plads til børnene og i nærheden af bedsteforældre. Et hus, som vi fik sat i stand, og indrettet smukt med design, som vi altid havde drømt om: et rigtig godt sted for børnene at være. De er faldet godt til i hhv. børnehave og skole. Pludselig, her i påsken, fik jeg bekræftet den mistanke om min mands utroskab, som jeg har haft i nogle måneder: han er mødt sammen med en kollega, og har igennem noget tid, uden at sige noget til mig, planlagt at flytte sammen med hende. Først ville han have mig (og børnene) ud af huset med det samme; men her er ingen lejligheder at få så hurtigt her i området, og det er bedst for børnene at blive i deres institutionssammenhæng. Børnene har heldigvis, indtil videre, taget situationen godt; og de skal bare have al den støtte, de kan få, i deres hverdagsliv og nære relationer. Vi har talt om, at børnene og jeg kan blive boende i noget tid, evt. til leje her, hvis han kan opkøbe huset. Hvis ikke, må der findes en anden løsning. I modsætning til min eksmand, som er en vellidt gymnasielærer, er jeg snart på kontanthjælp, efter at have brugt mine dagpengeklip; har en høj og god uddannelse, men har aldrig rigtig fundet fodfæste på arbejdsmarkedet. Før alt dette skete, var det planen, at jeg skulle slippe dagpengesystemet, og få satset på mit maleri. Denne skævhed har også belastet forholdet, men jeg har jo også taget min del af ansvaret ved at være der for børnene, passet dem under sygdom, knoklet mig igennem aktiveringsforløb, og klaret det så godt, jeg kunne.
Jeg er så utroligt ked af det; at alt det vi har bygget op, og jeg har troet på igennem 18 år, nu falder fra hinanden. Min eksmand har også sagt, at han egentlig aldrig rigtigt har set mig som ham ligeværdig, og at køb af designmøbler, kunst og anlæg (for en halv million nok) betød mere for ham end mig. Det er, som om, han har ændret karaktertræk på ganske få måneder. Allermest er jeg bange for, om han kan tage børnene fra mig; om vi så skal leve på en sten, så vil jeg have dem hos mig, hvor de gerne vil være. De skal selvfølgelig til et vist omfang have samvær med deres far, og vel med hans nye kæreste; det er bare så svært, og jeg måtte ligesom komme ud med disse mine tanker.
Svar:
Hej! Det er let at forstå, at du har det rigtig svært. Du fik en abort, du ikke ønskede, fik efterfølgende fysiske komplikationer og din mand har ikke villet dele dine reaktioner på alt dette med dig. Og nu har din mand gennem så mange år forladt dig og børnene pga en forelskelse. Har du nogle gode mennesker omkring dig, som  du kan tale med og som kan støtte dig i den akutte krise?
Abortlinien kan tilbyde at tale med dig om din abort og efterforløbet, ring 48394848
Håber det bedste for dig og dine børn.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske 

Spørgsmål:
jeg har fået en abort for nu 1 ½ måned siden.
jeg er klar over det var det bedste for mig og barnet, da jeg er igang med en uddannelse, og ikke har pengene til at forsørge et barn. men denne baby, min baby. har siden jeg var mindre været mit største ønske. Jeg føler mig beskidt, lav og som et dårligt menneske, de følesesmæssige smerte er først kommet lidt efter lidt.. og de bliver være og være. jeg er virkelig langt nede nu. hvad gør jeg for at få det bedre igen. jeg er 18 år, og skal på den ene eller anden måde videre med mit liv, og min kæreste er da også ked af det, men bærer langt fra den smerte jeg har !! hjælp ;s
Svar:
Hej. Du føler dig som et dårligt menneske og oplever følelsesmæssig smerte efter din abort. Det, du oplever, er en almindelig reaktion efter en abort. De fleste får det psykisk svært efter en abort. Typiske reaktioner er sorg, savn, tomhed, skyld og vrede. Desværre er denne følge af abort mange steder et tabu. Var du forberedt på, at denne reaktion kunne komme efter aborten? At din kæreste reagerer helt anderledes end dig er også meget normalt. Hvad kan du gøre? Sket er sket, en abort kan ikke gøres om. Og måske mener du stadig, at dit valg var rigtigt? Jeg vil opfordre dig til være tålmodig med dig selv. Du kan få det bedre, men der kan gå lang tid og aborten vil altid være en del af dit liv. Tal med nogle fortrolige om, hvad du tænker og føler. Nogle, der vil tage dig alvorligt. Skriv evt noget ned om hvad du føler og tænker. Nogle har glæde af at tale med en præst om skyld og tilgivelse, det sætter dem fri til at leve videre. Hvis du har lyst til det, kan Abortlinien henvise til en præst i nærheden af dig. Andre har glæde af at tale med en psykolog. Alle har ret til en støttesamtale efter en abort. Det kan du tale med din læge om.
Du er velkommen til at skrive igen til post(at)abortlinien.dk.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen,sygeplejerske