
Fandt du ikke, hvad du søgte? Ring til Abortlinien på 48 39 48 48, eller skrive til mailrådgivningen på adresssen: post(at)abortlinien.dk

Efter en abort er det vigtigt, at du kommer hurtigt i gang med at bruge prævention. Du får ægløsning, før du får menstruation, så i realiteten kan du blive gravid, før du får menstruation.
Ingen prævention er sikker
Først må du gøre dig klart, at ingen prævention sikrer dig 100 % mod graviditet. Det har mange kvinder erfaret. En logisk følge af dette er, at du ikke bør have sex med nogen, hvor I ikke er modne nok til at tage ansvaret, hvis du skulle blive gravid. Der sker jo ikke noget ved at vente med sex, til I er helt sikre på hinanden.
Her skal blot gives en helt kort kommentar til hver af de enkelte metoder. For mere udførlig information kontakt din læge eller se evt. på NetDoktor.dk
Kondom har den fordel, at det beskytter mod kønssygdomme fx HIV. Kondom er ret usikkert, bl.a. fordi der ofte sløses med det.
P-piller er den mest brugte form for prævention i Danmark. Pillerne skal tages hver dag.
Hormonerne i pillerne forhindrer ægløsning, og derfor er der ikke noget æg, som kan blive befrugtet og udvikle sig til et foster. Muligvis kan ægløsning og dermed en helt tidlig graviditet dog forekomme, og fosteranlægget vil da ikke kunne sætte sig fast i livmoderen, fordi pillerne samtidig påvirker slimhinden.
En del kvinder har bivirkninger i form af blødningsuregelmæssigheder i starten. Men senere bliver menstruationerne ofte svagere og mindre smertefulde.
Minipiller kan sammenlignes med p-piller, men indeholder kun ét hormon og er ikke helt så sikre.
De skal tages på præcis samme tidspunkt hver dag for at virke. Der sker ofte en ægløsning som normalt; men sædcellerne kommer vanskeligt ind i livmoderen, fordi slimen øverst i skeden ændrer sig. En helt tidlig graviditet kan dog muligvis forekomme, og fosteranlægget vil da ikke kunne sætte sig fast i livmoderen, fordi pillerne samtidig påvirker slimhinden.
P-staven er den nyeste form for prævention. En lille hormonstav placeres under huden og frigiver derfra et hormon, så kvinden ikke behøver at huske piller hver dag.
Staven, der er virksom i 3 år, undertrykker ægløsningen 100 % de første 18 mdr. og på niveau med p-pillerne de sidste 18 mdr.
Spiral bruges især af kvinder, som allerede har født. Den forhindrer det befrugtede æg i at sætte sig fast inde i livmoderen. Det vil sige, at der ofte sker det, at kvinden er helt tidligt gravid, men fosteret får ikke lov at vokse.