Jeg er 38 år og alene med fire piger. Da jeg blev gravid sidste år i september, var jeg i første omgang glad for graviditeten. Jeg havde mødt en sød fyr, som jeg var meget glad for. Jeg havde dog kun kendt ham en måned, da jeg blev klar over, at jeg var gravid.

Nu kom tvivlen! Jeg blev usikker på, om jeg var parat til et lille barn. Kunne jeg klare det? Jeg gemte lidt på min hemmelighed over for ham, for jeg ville ikke have, at han skulle påvirke mit valg. Det var mit valg, hvis jeg valgte forkert, skulle det ramme mig!

Efter mange søvnløse nætter og trættende dage, valgte jeg at afbryde mit barns liv. Det var min beslutning, men jeg græd meget. Det var så uretfærdigt, at mit barn ikke skulle leve, men tvivlen vejede tungere. Jeg fortalte nu min kæreste om graviditeten, han bad om et par dages tænkepause. Vi talte sammen, og han ønskede, at jeg valgte aborten, hvis det skulle være os to, så jeg holdt fast i min beslutning.

Folk var sure på ham, for de syntes ikke, han kunne bede et andet menneske få en abort, fordi han ikke selv ville acceptere situationen. Jeg orkede ikke at tage en ny snak med ham. Jeg fik en tid på Thisted Sygehus.

Mandag den 17. september kom jeg på sygehuset, jeg glemmer aldrig denne dato, min ældste datters fødselsdag. Jeg blev undersøgt, fik taget blodprøver, snakkede med en læge om min beslutning, om jeg stadig var sikker på mit valg! Jeg blev bekymret - mærkede barnet noget ? osv. En sygeplejerske og en læge så på, at jeg tog pillen. Jeg fik et glas vand i hånden. Fik at vide, at når jeg havde taget pillen, så var der ingen vej tilbage. Min mor, der var med, forsøgte at tage min hånd, for hun kunne se, at jeg ikke havde det godt, men jeg skubbede den væk. Det blev for meget. Jeg tog pillen og tog hjem.

Om eftermiddagen fik jeg meget ondt i maven, et tegn på, at nu var barnet dødt. Jeg vidste nu, at det var slut. Det var en meget mærkelig tanke at miste nogen, jeg aldrig havde kendt, men alligevel mærke, at det var der pga. brystspændinger.

De første dage følte jeg tomhed og tristhed. Tænkte på, om det var en dreng eller en pige, jeg følte, mit liv var gået i stå. Jeg følte mig alene. Min samvittighed nagede mig. Hvad var det, jeg havde gjort? Taget et liv!! Jeg savnede min kæreste meget i den tid. Det var svært ikke at have den mand ved min side, som var en del af grunden til min beslutning.

Jeg tog på sygehuset onsdag morgen. De gav mig en stikpille. Jeg skulle ligge en time, før jeg måtte stå op. Det var en lang time. Der var ingen at tale med! Jeg begyndte at få ondt, meget ondt, jeg blødte og havde veer! Sygeplejersken havde travlt ude på gangen, men endelig kom hun ind til mig, og jeg fik noget smertestillende medicin.

Ca. 40 min. efter gik jeg på toilet. Det, jeg nu så, ønsker jeg ikke, nogen skal se. I mit bind lå barnet, kvast, det lignede fedtet på en kylling, ca. et kop-mål. Navlestrengen lå ved siden af. Jeg sad meget længe og kiggede på mit barn og rørte ved det, inden jeg krøllede bindet sammen og smed det væk. Jeg græd, da jeg smed det væk. Jeg havde kigget efter øjne, køn osv. men jeg så ingenting.

Jeg lagde mig i sengen. Sygeplejersken kom ind til mig og spurgte, om jeg havde ”kvitteret”, men jeg vidste ikke, hvad hun mente. Så jeg spurgte: ”Hvad mener du?” ”Har du aborteret?” sagde hun. ”Ja, det mener jeg”, sagde jeg. Jeg blev undersøgt og udskrevet.

Jeg var alene de næste døgn. Jeg glemmer aldrig de to dage. Jeg græd det meste af tiden, havde det virkelig dårligt, var meget usikker på, om jeg havde fortrudt det, jeg havde gjort. Jeg isolerede mig totalt, gik rundt i en helt anden verden, følte en stor tomhed. Jeg savnede min graviditet, for jeg kunne ikke sige mit barn/foster, for nu var det dødt. Hvor meget ”smerte” havde jeg påført fosteret? Jeg kunne ikke klare den tanke, at det muligvis havde lidt. Var det en dreng? Mit ønske var at få en dreng.

Det var en voldsom svær tid, uanset hvad jeg gjorde, kunne ingen forstå mig. Mange mennesker kan ikke forstå, hvor svært det er at afbryde et svangerskab. Folk er hurtige med kommentarer som - hellere nu end senere, - du kommer over det, - få et nyt barn osv.. Jeg følte også en voldsom vrede til barnets far: Hvordan kunne han være så ligeglad med noget, han havde været med til at skabe? I månederne efter aborten var jeg meget sur og gal, der skulle ingenting til, før jeg ønskede folk et vist sted hen, eller også var jeg enormt ked af det. Der var ingen mellemvej. Folk holdt sig simpelthen væk. Jeg fandt så ud af, at min fyr havde en anden dame, så det måtte jeg også til at forholde mig til.

Da jeg skulle møde på sygehuset til skanning 14 dage efter aborten, følte jeg, at det hele startede forfra. Jeg havde mest lyst til at løbe skrigende væk, jeg ville ikke være der. Endelig kom lægen, jeg sagde, at det her var svært, han forstod mig og lagde hånden på min skulder. Her oplevede jeg, at de også var mennesker.
Jeg blev skannet og fulgte selv med. For tre uger siden lå der et lille væsen derinde, parat til livet, fuld af liv, et hjerte, der bankede, fingre og tæer, men nu er der absolut intet. Det var ligesom at viske en tavle ren.
Jeg var meget ked af det, da jeg forlod sygehuset. Jeg græd ikke med tårer, men jeg græd indvendig og det eneste, jeg ville, var at komme væk og få fred. Den skulle jeg lede længe efter. Det har taget mig et år at nå hertil, hvor jeg ikke tænker på det hele tiden, men kun engang imellem.
Man siger, alle børn er et mirakel, det vil jeg skrive under på.

Jeg har også engang fået en kirurgisk abort, det var også hårdt, men på en anden måde. Jeg sov fra det hele, men psykisk skulle jeg igennem det samme. Jeg føler alligevel, at jeg hurtigere var ovenpå igen, for jeg havde ikke set barnet. Samvittigheden er der på en anden måde, jeg føler ikke, det er mig, der har slået det ihjel, jeg har nogen at give skylden.

Jeg har også prøvet at være 4½ måned henne, og barnet døde. Jeg skulle føde almindeligt og det tog et døgn. I løbet af natten fik jeg meget morfin og sansede ikke meget. Det var en dreng, nåede jeg at se. De pakkede ham ind i et hvidt stykke stof og gik med ham. Jeg var alt for træt til at sige, at jeg ville holde ham. Personalet tænkte overhovedet ikke på, at det var en meget kort afsked, jeg fik med ham. I dag tænker jeg stadig på ham. Da jeg kom til mig selv, spurgte jeg til ham, de undlod at svare, men sagde, at jeg skulle blive i sengen og slappe af.
Jeg lå 1½ måned i sengen. Havde jeg fået lov til at sige ordentligt farvel til ham, var jeg muligvis kommet hurtigere over det, og jeg kunne huske ham på en god måde.

Jeg tror, det er meget vigtigt for kvinder, som skal igennem en abort, at de får sagt ordentligt farvel til deres barn, bliver klar over, hvorfor de gør, som de gør, og tager sig god tid til at sige farvel, inden det er for sent.
Lav et lille gravsted, som du kan se på, når alt ramler for dig. Det giver ro. Den dag, du er parat, kan du fjerne det.

Jeg synes, at kvinder skal tænke sig meget om, før de vælger abortpillen. Det er en voldsom måde at fjerne et barn på, både for moderen og muligvis også for barnet. Jeg er ikke 100% sikker på, at barnet ikke lider. Går det hurtigt eller langsomt? Moderen er med i hele processen, det er en voldsom oplevelse for hende, der i forvejen har det svært med beslutningen. HUSK at tænke dig godt om, før du vælger abort. Der sidder et sår i din sjæl mere eller mindre resten af dit liv.
Jeg har skrevet et digt til hvert af mine børn, jeg har måttet tage afsked med. Jeg læser dem engang imellem. (se højre spalte)